Egentlig har jeg altid haft sådan et lidt irrationelt forhold til mørke. Det er bare som om, at når mørket falder på, og jeg lige pludselig ikke kan se, hvad der venter derude. Så bliver det bare mere skræmmende for mig. Hvorfor jeg derfor heller ikke er så glad for, at bevæge mig ud i det. I hvert fald ikke, hvis jeg skal gøre det alene. Så går det bedre, hvis jeg kan tage nogen med mig.

Irriterende med denne skræk

Men jeg har også i rigtig mange tilfælde syntes, at det var en irriterende skræk at have. For det er også med til at sætte en stopper for rigtig mange ting. Og skyld i at jeg ikke kommer ud. Eller at jeg i hvert fald har svært ved det, og derfor bliver nødt til at tage mig gevaldigt sammen, hver gang det skal ske. Så jeg kunne på et tidspunkt godt tænke mig, at arbejde med det, så det ikke bliver helt så afgørende for, hvordan jeg bevæger mig i hverdagen.