Undersøgelser viser, at det er muligt at nedbringe antallet af indbrudsforsøg med op til 20 % og antallet af gennemførte indbrud med op til 50 %. Det kan gøres ved at indbrudssikre døre og vinduer og sætte timer på indendørs lys og sensorer til udendørs lys.

Nabohjælp kan påvirke kriminalitetsniveauet ved, at beboerne holder udkig efter mistænkelige personer og aktiviteter i området. Den øgede risiko for at blive opdaget virker ofte afskrækkende på indbrudstyvene. Nabohjælpsordninger mindsker kriminalitetsniveauet med 16 – 26 %.

Nogle gange begynder indbruddet længe før, indbrudstyven står i baghaven. Derfor er det vigtigt, at man sætter ind flere steder. Vi skal forringe tyvenes arbejdsvilkår ved at skifte de gamle vindueskarme ud og sørge for god belysning omkring boligen. Vi skal stresse dem med vores nysgerrighed og gode naboskab og vi skal forvirre dem ved hjælp af de kendte små-tricks som tænd-sluk-lys og aftaler med naboen.