8. og 9. omgang kom og gik med møje og besvær og store smerter. Halvmarathon-distancen havde jeg nået og overskredet, egentlig lidt uden den store jubelfølelse som forventet. MEN….jeg fandt min omgangstæller! Den lå lidt inde i skovbunden, fugtig men hel….hurra! Jeg rev med glæde i kroppen de omgange af jeg havde klaret, så nu var der kun 2 omgange af gøre kål på.

Med 27 kilometer i skoene, løb jeg over målstregen og fik løbets 9. bip. DET var til gengæld stort! Nu var der kun EN omgang tilbage, til jeg nåede mit mål, og jeg havde faktisk masser af tid. Jeg kunne nå en god pause i depotet, plus nå at gå omgangen rundt i roligt tempo hvis jeg ville. På daværende tidspunkt gjorde det ondt stort set over det hele. Ikke bare knæet. Men også lår og lægge og ankler, ja selv armene og ryggen. Jeg blev ikke længe i depotet, faktisk snuppede jeg bare et par saltkiks og noget cola, og så var jeg afsted igen. Nu ville jeg fandme hive denne her hjem!